Virksomheden så dagens lys i 1949, da Preben Stilling-Petersen startede produktion af persienner i en kælder på Pilegårdsvej i Herlev sammen med vennen Larsen. Navnet Stila opstår på baggrund af de to stifteres efternavne – Stilling og Larsen. De to super-ihærdige iværksættere producerede persienner om dagen og solgte produkter ved dørsalg om aftenen.
To år senere køber Preben Stilling imidlertid vennen ud af foretagendet, og året efter – i 1952 – etablerer han sig med en forretning i Herlev, hvor persiennerne produceres i et baglokale. Men allerede i 1956 er der så meget gang i forretningen, at Preben Stilling flytter sin produktion til en egentlig fabrik i Herlev, mens han fortsat sælger sine persienner fra butikken.
Preben Stilling får efterhånden så meget vind i sejlene, at han i 1962 bygger en ny fabrik i Ballerup og flytter sin produktion hertil fra Herlev. Året efter køber han en brugt plastmaskine og begynder selv at producere alle plastdele til Stilas kollektion.
I 1965 lukker og slukker butikken i Herlev. Og Stila sælger herefter udelukkende sine produkter gennem repræsentanter, der er provisionslønnede.
Tre år senere – i 1968 – ansætter virksomheden Ebbe Hansen som chef for plastproduktionen. Stila har i mellemtiden investeret i flere maskiner og råder nu over tre plastmaskiner. Samtidig er det blevet moderne at bruge undergardiner i stedet for persienner, så plastmaskinerne begynder derfor også at producere dele til gardinstænger.
1970 bliver på flere måder et skelsættende år for Stila. I foråret sælger virksomheden sin persienneafdeling fra til Bella Persiennen. Stifteren og ejeren Preben Stilling dør i en alder af kun 42 år, og hustruen, Anne-Lise Stilling, træder ind og fortsætter virksomheden sammen med Ebbe Hansen. Samtidig træder Preben Stillings bror, Rudi Stilling, til som formand for bestyrelsen, og sammen omdanner de Stila til et anpartsselskab i 1971.
I midten af 1972 bliver den første af Preben og Anne-Lise Stillings tre sønner, Ole Stilling, ansat i virksomheden efter endt bankuddannelse. Den næste af brødrene, Anders Stilling, følger efter i 1973, hvor han efter endt typografuddannelse bliver ansat 1. november.
Der skal gå en rum tid, før den sidste af sønnerne, Henrik Stilling, bliver ansat. Det sker 1. november 1982, efter at han har afsluttet sin butiksuddannelse. Herefter begynder virksomheden så småt at antage den skikkelse, der kendetegner den i dag.
Stilas store Aluproff-program, der er en serie af gardinstænger med alskens slags tilbehør til det professionelle marked, starter i 1983. Året efter kommer der for alvor gang i eksporten, som tegner sig for 3,2 millioner af de syv millioner kroner, virksomheden omsætter for i 1984.
I 1985 beslutter Anne-Lise Stilling og Ebbe Hansen at overdrage deres anparter i Stila til deres børn – henholdsvis Ole, Anders og Henrik Stilling og Lone Hansen. Og Aluproff-programmet udvides markant.
I 1988 runder omsætningen 11,7 millioner kroner. Heraf hentes 5,4 millioner på eksportmarkederne, som på det nærmeste eksploderer i 1989, hvor eksporten for første gang i virksomhedens historie formår at overstige omsætningen herhjemme.
1990 bliver året, hvor Stila beslutter sig for også at sælge direkte til detailkunder herhjemme. Samtidig bliver det året, hvor virksomheden flytter sit lager til lejede lokaler i det gamle industrikvarter i Ballerup, og hvor den sætter en produktion af badestænger i gang.
Smørum-virksomheden står i købelystens tegn i 1991, og køber først medicinalfirmaet Scanmeco, som hidtil har fået leveret alle sine plastprodukter fra Stila. Derefter køber virksomheden 20 procent af aktiekapitalen i Yadi, der er den spanske repræsentant for Stilas Aluproff-program.
Et af Stilas andre skelsættende år er 1994, hvor Lone Hansen træder ud af virksomheden og sælger sine anparter til de tre brødre, som efter transaktionen hver ejer en tredjedel af Stila. Og efter 26 års trofast virke forlader Ebbe Hansen den 7. december Stila for at gå på pension.
Og endnu et skelsættende år følger i 1995, hvor Stila omdannes til aktieselskab med en startkapital på 500.000 kroner. Samme år i april etablerer virksomheden sig på sin nuværende adresse i Hassellunden i Smørum lidt sydligt for Ballerup, hvor den køber en fabrik på 2.700 kvadratmeter og indretter sig med pakkeri og administration. Omsætningen er nu nået op på 25 millioner kroner.
Inden længe bliver pladsen i den nye fabrik dog trang, og i de kommende år bygger Stila to nye fabrikshaller ved siden af den første – en i 1998 og en i 2001 – så virksomheden råder over 6.600 kvadratmeter. Og i 2003 bygger Stila yderligere en mezzanin i forlængelse af de eksisterende bygninger for at løse sine pladsproblemer.
Men de er ikke sådan lige at løse, når man som Stila har vokseværk. Derfor køber virksomheden i 2004 en fabrik i Brøndby og flytter hele sin produktion af gardinstænger og tilbehør hertil, og råder nu over i alt 15.200 kvadratmeter.
Stila mønstrer i dag en omsætning på mellem 140 og 150 millioner kroner. Og Smørum-virksomheden henter omkring halvdelen af denne omsætning hjem fra eksport til mere end 110 lande verden over.
Det er også blevet til flere diplomer og udmærkelser gennem årene. Blandt andet var Stila i både 2004 og 2005 imellem de henholdsvis 788 og 923 danske virksomheder, som dagbladet Børsen kunne udråbe til gazelle-virksomheder – virksomheder, som viser en helt unik vækst og samtidig overholder en lang række strenge regnskabsmæssige krav om positiv udvikling i indtjening og overskud